De tre søjler

Ledere bliver ofte målt på deres resultater, og mange ledere er gode til at skabe resultater. Resultater, der på papiret er gode, rigtige og måske ovenikøbet imponerende. Men måske er resultatskabelsen ikke bæredygtig – hverken for den pågældende leder selv eller for organisationen.

Mit perspektiv på god ledelse kan – lidt forenklet – illustreres som et tempel med tre søjler; resultater, læring og velvære. Alle tre søjler er væsentlige for god ledelse, og hvis én søjle forsømmes, kan det gå ud over de andre og dermed den gode ledelse. God ledelse forudsætter, at lederen er bevidst om alle tre søjler og sikrer, at de hver især vedligeholdes. Det gælder både i det personlige lederskab og i forhold til den organisation, som lederen er ansvarlig for.

Den første søjle

Den første søjle er som nævnt resultater. Det er sjældent et problem at sikre fokus på resultater. Det giver sig selv – det hele handler jo om, at lederen og virksomheden lykkes med gode resultater. Alligevel er det ikke altid nemt at levere gode resultater. Det kræver en indsats på mange fronter; det strategiske, det faglige, det relationelle etc., og konteksten (omgivelserne, omstændighederne etc.) kan være mere eller mindre gunstige.

Den anden søjle

Den anden søjle er læring. Vi skaber bedre resultater, når vi er åbne over for læring, og når vi insisterer på at lære nyt undervejs i resultatskabelsen. Når vi er nysgerrige og stiller spørgsmål, og når vi undrer os over ting i vores egen organisation (også selvom vi har været der længe) og i vores omverden. Når vi tager et kursus eller en uddannelse for at lære nyt og få ny inspiration, og når vi er bevidste om den læring vi får i dagligdagen sammen med vores kolleger og samarbejdspartnere. Og når vi tør at se kritisk på vores egen ledelsespraksis og få andres perspektiv på den.

Den tredje søjle

Den tredje søjle er velvære. Mange bruger begrebet trivsel – og det er OK, så længe det ikke handler om at være tilfreds. Vi bliver aldrig tilfredse; der er altid mere vi kan få. Og i en organisation med mange forskellige ledere og medarbejdere, er det umuligt at gøre alle tilfredse. Jeg bruger begrebet velvære, fordi det er bredere og dybere end trivsel. Det er forskelligt fra person til person, hvad der er velvære, men det gælder for alle, at velvære ikke kommer automatisk.

Vi har selv et ansvar for, at denne tredje søjle står stærkt, og det kræver, at vi er bevidste om, hvad der giver os velvære, og at vi prioriterer de ting i vores liv; at vi giver plads til åndehuller, pauser (både de korte og de lange), ro, refleksion, meditation, motion, natur, kultur, musik eller hvad det nu er, der giver os velvære.

Hvordan gør man så? Hvordan sikrer man de tre søjler og den gode ledelse? Svaret på de spørgsmål er hverken enkelt eller entydigt. Det kræver et personligt arbejde for den enkelte leder, og det kræver et fokus på lederudvikling i teamet og i organisationen. Jeg bidrager meget gerne, hvis du/I har brug for hjælp og inspiration til det.